Lauritz de Thurah

Lauritz de Thurah voksede op i Aarhus, hvor hans far var først sognepræst og fra 1714 biskop. Tretten år gammel blev han sammen med en ældre bror optaget på det nyoprettede Landkadetakademi i København og tilbragte herefter tre år ved det holstenske fortifikationskorps i Rendsborg, hvor han blev oplært i militær ingeniør- og bygningskunst.

I 1728 kom han til København, og skønt der med byens brand i oktober dette år opstod et akut behov for bygningskyndige, opnåede Lauritz de Thurah Frederik 4.s støtte til at fuldende sin uddannelse med en udenlandsrejse helliget studiet af civil arkitektur.

Lauritz de Thurah var afsted i 1729-1731 og besøgte i al fald Tyskland, Italien, Frankrig, Holland og England. Straks efter sin hjemkomst kom han i tjeneste hos Christian 6. som arkitekt for en ombygning af Prinsens Palæ samt en nybygning af det kongelige palæ i Roskilde.

I 1733 blev han udnævnt til hofbygmester. Han fortsatte sit arbejde for kongen, der blandt andet antog ham til at opføre Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave (1734-1736 (-1738)) og sidefløjene på Frederiksberg Slot (1734-1738), samt til at forhøje Fredensborg Slots mezzanin og skorstene (1741-1742). For dronning Sophie Magdalene byggede Thurah i de samme år det senere nedrevne Hirschholm Slot (1733-1739 og 1743-1744) samt den både ændrede, brændte og genopbyggede tilbygning Det Hvide Stift på hovedgården Vallø (1736-1738).

I 1735 vendte kollegaen Niels Eigtved hjem fra en længere udlandsrejse og blev ligeledes hofbygmester. Frem til Eigtveds død i 1754 var han og Thurah både samarbejdspartnere og hinandens konkurrenter. Under ledelse af den tysk-danske arkitekt Elias David Häusser stod de for interiørerne på det første Christiansborg Slot (1737-1740), og fra 1742 udgjorde de i fællesskab den bygningsfaglige ekspertise i landets højeste, bygningsadministrative organ, Bygningskommissionen af 1742.

Fra 1740’ernes slutning gik de kongelige opgaver i stigende grad til Eigtved, mens Thurah blandt andet skabte det enestående forgårdsparti til herregården Ledreborg (1746- 1750’erne) og det elegante, snoede spir på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn (1749-1752).

Da han med sin anden hustru i 1750 kom i besiddelse af herregården Børglum Kloster, flyttede han hertil og nåede at modernisere det middelalderlige anlæg, før han efter Eigtveds død vendte tilbage til København for at overtage ledelsen af det danske bygningsvæsen som generalbygmester. Herefter opførte han blandt andet de fire pavilloner ved Frederiks Hospital (1754-1758), indgangspartiet til Frederiksberg Have (1755-1756) og en udvidelse af Prinsens Palæ (1757). Til sig selv byggede han et hus i Amaliegade i Frederiksstaden (1755-1757) samt landstedet Gammel Holtegård (1756-1757).

I 1735 fik Lauritz de Thurah kongens støtte til at forestå udgivelsen af arkitekturværket Den Danske Vitruvius. Den direkte inspiration kom fra den britiske arkitekt Colen Campbell (1676-1729), der i 1715-1725 havde publiceret en Vitruvius Britannicus om den britiske bygningskunst, men lignende værker var også udkommet i Frankrig, Sverige og Østrig.

Den danske Vitruvius skulle beskrive alle de interessante bygninger i kongeriget i form af kobberstik suppleret med tekster på tre forskellige sprog. Bind 1 og 2 blev udgivet i henholdsvis 1746 og 1749, mens manuskriptet til bind 3 henlå utrykt frem til 1967.

I 1748 udsendte Lauritz de Thurah endvidere den mere generelt beskrivende københavnshistorie Hafnia Hodierna med illustrationer af også almindelige borgerhuse. Med disse værker samlede og videregav Thurah en enestående viden om sin samtids arkitektur.

Umiddelbart før han forlod Børglum, tog Lauritz de Thurah endvidere initiativ til at distribuere et spørgeskema om historiske og topografiske forhold i alle den danske konges riger og lande med henblik på at udvide Den Danske Vitruvius med en stort anlagt beskrivelse af alle kulturelle forhold. Det indkomne materiale kom sidenhen til at indgå i Erik Pontoppidans Den Danske Atlas.

Mens Eigtved mestrede 1740’ernes modestil, rokokoen, og Thurahs senere rival, Nicolas-Henri Jardin, bragte nyklassicismen til Danmark, fastholdt Thurah sin ungdoms barok – men i en dybt personlig udgave.

Han satte tyngde og lethed op imod hinanden og forstod især at spille vidt forskellige bygningskroppe sammen i en harmonisk helhed. Forgårdspartiet til Ledreborg er et studie i, hvordan arkitektur kan varieres, så den besøgende fanges ind af en overordnet bevægelse og forundres i mødet med bygningskomplekset, efterhånden som det folder sig ud på vejen frem til herregårdens hovedindgang.

Lauritz de Thurahs stil blev ikke ført videre efter hans død. Men hans evne til at give en bygning udtryk og kant kan fortsat inspirere.

• barok
• Danmarks arkitektur
• Børglumkloster Kirke
• Ledreborg