Faktaboks

Firmin Lambot
Født
14. marts 1886
Død
19. januar 1964

Belgiske Firmin Lambot er den ældste rytter nogensinde til at vinde Tour de France. Lambot vandt løbet to gange i henholdsvis 1919 og 1922.

Lambot blev født i byen Florennes i Vallonien i Belgien i 1886. Han arbejdede oprindeligt som sadelmager. Som 17-årig købte han sin første cykel, som han trænede dagligt på. Siden blev han professionel cykelrytter i 1908. Han kørte Tour de France fra 1911 til 1913, men derefter satte Første Verdenskrig et komma for karrieren.

Den ældste vinder af Tour'en

Lambot var tilbage i Tour'en i 1919. En udgave hvor blot elleve ryttere gennemførte. Han var længe på andenpladsen, men da den førende rytter Eugene Christophe brækkede en forgaffel, overtog Lambot førstepladsen, og vandt siden Tour'en som den første nogensinde uden at vinde en etape undervejs.

I 1920 blev Lambot nr. tre i Tour de France og i 1921 nr. ni. Karrierens anden Tour de France sejr kom i 1922, hvor han var blevet 36 år. Han er dermed den ældste vinder nogensinde af Tour'en.

Karrieren stoppede i 1924 efter at han for andet år i træk var udgået af Tour de France.

Det blev i alt til seks etapesejre i Tour'en. Han vendte efter karrieren tilbage til arbejde som sadelmager. Lambot døde den 19. januar 1964 i Borgerhout i Belgien.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig