Rendsburg. Jernbanen mellem Hamburg og Jylland går i højbro over Kielerkanalen og gør derefter en 360° vending omkring bykernen for at komme ned på gadeniveau.

Rendsburg er en by i den tyske delstat Slesvig-Holsten ved Ejderen og Kielerkanalen 27 km vest for Kiel; den har 30.600 indbyggere (2024). Rendsburg, der ved åbningen af kanalen i 1895 fik stor økonomisk betydning, har maskin- og værktøjsproduktion og fremstiller bl.a. gødning, møbler og ståltråd. Byen er et handels- og kongrescenter og har et vigtigt kvægmarked. En firesporet vejtunnel og en fodgængertunnel fører under kanalen, og en 2,5 km lang jernbanebro og en motorvejsbro fører over den.

Faktaboks

Også kendt som

Rendsborg, byens danske navn

Rendsburgs historie

Rendsburg opstod ca. 1150 omkring en borg, Reinoldsborg, der var bygget af de holstenske grever, hvor Hærvejen krydsede Ejderen. Fra 1530'erne og især i årene 1669-1695 udbyggedes Rendsburg, så den blev det danske monarkis vigtigste fæstning efter København.

Ejderkanalen og den senere Kielerkanal fremmede handel og industri, bl.a. med jernstøberiet Carlshütte fra 1827 og skibsværfter.

Treårskrigen blev indledt med slesvig-holstenernes indtagelse af Rendsburgs fæstning; garnisonens kapitulation bidrog til, at fæstningsværkerne blev sløjfet i 1850'erne.

Byplanen vidner dog stadig om Rendsburgs betydning som dansk fæstning på grænsen til Det Tysk-romerske Rige.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig