overtryksventilation

Indåndingsluften tilføres gennem en tætsluttende ansigtsmaske eller gennem et plastikrør placeret i luftrøret, som trakealtube og trakealkanyle. Overtrykket kan gives manuelt via en ventilationspose eller via en respirator. Mund-til-mund/næse-metoden er også en form for overtryksventilation.

Hver indåndingsfase efterfølges af en udåndingsfase, hvor luften passivt tømmes. For at undgå, at lungerne klapper sammen i udåndingsfasen, opretholdes en positivt tryk (PEEP).

Overtryksventilation øger gennemsnitstrykket i brysthulen, hvor lungerne presser ud mod hjertet og de store kar. Dette kan forhindre blodet i at strømme til og at fylde særligt højre hjertehalvdel, hvorved hjertets pumpekraft nedsættes. Pumpeeffekten kan til en vis grad genoprettes ved at at give væske intravenøst, hvilket igen vil øge hjertets fyldning. Overtryksventilation med høje tryk over længere tid (dage) øger risiko for skade på lungevævet på grund af stræk og bristning af de små lungesække og forårsage barotraume og pneumothorax.

Overtryksventilation er særligt skadeligt for lunger med svær akut betændelsestilstand (ARDS). Derfor udføres behandlingen så skånsomt som muligt under principperne lungebeskyttende ventilation.

• respiration
• respirator
• BiPAP