vandkalve

De fleste vandkalve er små til middelstore biller med en længde på 1-15 mm; de største arter kan dog blive ca. 4½ cm lange. Vandkalvene er generelt ret ensartet bygget. Formen er typisk oval og strømlinet med en glat og hård krop. For- og mellembenene er ret små, hvorimod bagbenene er kraftige og udformet som åreagtige svømmeben, som er udstyret med hårbræmmer. Når dyrene svømmer, bevæger de som regel de to bagben samtidig. Følehornene er trådformede og 11-leddede.

Mange arter udviser tydelig kønsdimorfi. Fødderne på de forreste benpar er hos hannerne forsynet med sugekopagtige hår, som bruges til at fastholde hunnen under parringen. Hos flere arter i slægten Dytiscus optræder hunnerne i to former: en med glatte dækvinger og en, hvor dækvingerne er forsynet med tydelige længdefurer.

Larverne er fritlevende med veludviklede ben og med et par tydelige vedhæng (cercer) i bagenden. De varierer meget i størrelse; larven af bred vandkalv kan blive op til næsten 7 cm lang.

Med enkelte undtagelser er vandkalve vandlevende biller, både som larver og voksne. Langt de fleste arter lever i ferskvand, et fåtal kan dog også forekomme i brakvand. Når de skal forpuppe sig, kryber larverne som regel på land og graver en hule, hvor forpupningen sker.

Både de voksne biller og larverne er rovdyr, men de voksne æder også gerne ådsler og døde smådyr. Larverne er oftest udstyret med sylespidse kindbakker, som de borer ind i byttedyret. Kindbakkerne er hule og indeholder en kanal, hvorigennem vandkalvelarven dels sender en gift, som virker lammende på byttet, men også fordøjelsessaft med proteinnedbrydende enzymer. Efter at byttedyrets væv ved denne ”extraorale” fordøjelse efterhånden er blevet nedbrudt, suges den nu flydende suppe op til munden gennem kindbakkekanalen.

Vandkalve har et varieret udbud af kemikalier, som de bruger som forsvar mod fjender og til beskyttelse mod skadelige mikroorganismer. I kirtler i bagenden produceres antimikrobielle stoffer indeholdende bl.a. benzoesyre, og fra tilsvarende kirtler i forbrystet udskilles steroider, som har en afskrækkende virkning på fisk, der hører til vandkalvenes værste fjender.

Vandkalve er gode flyvere, en egenskab de benytter sig af, hvis de skal sprede sig til nye levesteder eller opsøge et nyt habitat, f.eks. ved tørke. De flyver hyppigt om natten og søger da gerne til lys.

Langt de fleste vandkalve må regelmæssigt hente ilt ved overfladen. For både de voksne og larverne sker det ved, at de bryder vandspejlet med bagkropsspidsen og herved opnår kontakt til den atmosfæriske luft. Luft opbevares hos de voksne biller i et luftreservoir i hulrummet mellem dækvingerne og bagkroppen. Den luftboble, som billerne på den måde medbringer, når de dykker, tjener ikke kun som iltdepot, men fungerer også som et hydrostatisk organ, der hjælper dyret til at stige og synke og til at ændre stilling i vandet. Desuden virker den som en slags gælle – en såkaldt ”fysisk gælle”. I takt med at billen forbruger ilten i luftboblen, diffunderer der ilt fra det omgivende vand ind i luftreservoiret, hvilket gør det muligt for vandkalven at være neddykket i meget længere tid, end den ellers ville kunne. Luftboblen skal dog af og til fornyes, da dens volumen skrumper, fordi nitrogen diffunderer ud af boblen.

Nogle små vandkalve, fx kuglestrømvandkalv (Nectoporus sanmarkii) behøver slet ikke, eller kun meget sjældent, at komme til overfladen takket være talrige mikroskopiske porer i dækvingernes kutikula. Porerne fungerer som en plastron.

Af de henved 120 danske arter er langt de fleste små og ret uanseelige. Det gælder fx arterne i slægterne Hydroporus og Hygrotus.

Slægten Dytiscus omfatter til gengæld nogle af de største danske biller overhovedet, heriblandt stor vandkalv (Dytiscus marginalis) og bred vandkalv (Dysticus latissimus), som med sine op mod ca. 4½ cm er den længste og bredeste danske vandkalv. Også dykkervandkalv (Cybister lateralimarginalis) hører til blandt sværvægterne.

Blandt de halvstore vandkalve finder man arter i slægterne Agabus og Ilybius samt de lidt større Acilius-, Hydaticus- og Graphoderus-arter. Til den sidste slægt hører arten lys skivevandkalv (Graphoderus bilineatus), som nu er meget sjælden i Danmark. Den har i lighed med bred vandkalv været fredet i Danmark siden 1991; begge arter er desuden medtaget på EF-habitatdirektivets bilag IV, som omfatter arter, der kræver streng beskyttelse. Arten lever fortrinsvis i rene, klarvandede, solrige søer og damme, fx lobelie-søer. Den kendes i dag fra ca. ti lokaliteter i Jylland og Nordsjælland samt på Lolland-Falster og Bornholm.

• stor vandkalv
• bred vandkalv
• biller