Ruslands politiske system

Statsoverhovedet i Rusland vælges ved almindelige direkte valg for en 6-årig periode. Efter forfatningsændringerne i 2020 kan præsidenten kun sidde i to omgange. Tidligere kunne præsidenten genvælges en tredje gang, hvis vedkommende havde været ude af embedet i én præsidentperiode. Ved ændringerne i 2020 blev tidligere præsidentperioder imidlertid nulstillet, sådan at Vladimir Putin alligevel kunne genvælges.

Hvis ingen kandidat ved præsidentvalget får absolut flertal i første valgrunde, afholdes en anden valgrunde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer. Præsidenten er militær øverstkommanderende og i praksis både stats- og regeringsleder.

Præsidenten kan afsættes i henhold til den russiske forfatnings paragraf 93, hvis han eller hun har gjort sig skyldig i landsforræderi. En sådan anklage skal komme på initiativ fra mindst en tredjedel af Statsdumaens medlemmer og skal have støtte fra mindst to tredjedele ved en afstemning. Derefter går sagen til Føderationsrådet, hvor der også kræves støtte fra to tredjedele af medlemmene i en afstemning, som skal finde sted inden for en periode på tre måneder. Derefter går sagen videre til Højesteret og Forfatningsdomstolen.

Præsidenten udnævner premierministeren, som i Rusland formelt kaldes regeringsformanden. Han eller hun behøver ikke være medlem af nationalforsamlingen, men skal godkendes af forsamlingens underhus, Statsdumaen med 450 medlemmer. Hvis dumaen afviser tre på hinanden følgende forslag til premierminister, kan præsidenten udnævne sin kandidat og udskrive nyvalg til dumaen. Dumaen kan også udtrykke mistillid til regeringen. Præsidenten kan dog vælge at acceptere eller en afvise en sådan mistillidserklæring. Hvis dumaen igen udtrykker mistillid til regeringen ved en afstemning inden for 3 måneder, skal regeringen gå af, uden at præsidenten kan standse det, men samtidig skal præsidenten opløse dumaen.

Premierministeren indtager den næstmest magtfulde position i det russiske politiske system, men præsidenten har alligevel stor indflydelse på regeringskollegiet. Præsidenten kan lede møder i regeringen, kan afvise dens lovforslag og kan udstede bindende ordrer til premierministeren og de øvrige ministre.

Præsidenten udpeger ikke bare premierministeren, men også de øvrige regeringsmedlemmer. Udpegningen sker efter forslag fra premierministeren. Ministrene udpeges ofte i højere grad på baggrund af deres faglige og professionelle meritter end partipolitisk erfaring. De russiske regeringer bærer således præg af at være teknokratregeringer.

Den lovgivende myndighed ligger hos den føderale forsamling, som har to kamre, Statsdumaen og Føderationsrådet, sidstnævnte kammer med 170 medlemmer (siden 2014). Føderationsrådet er sammensat af repræsentanter fra henholdsvis den lovgivende og den udøvende magt i hver af de administrative enheder (føderationssubjekterne), som føderationen består af. Dumaen, som er det vigtigste av de to kamre, vælges ved almene og direkte valg og sidder for en periode på 5 år. Mellem 2007 og 2011 blev medlemmerne af Dumaen valgt ved forholdstalsvalg på partilister med en spærregrænse på 7 procent.

I 2016 blev der genindført et blandingssystem for valg til Statsdumaen, hvor den ene halvdel af medlemmerne vælges ved forholdstalsvalg, mens den andre halvdel vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, og spærregrænsen blev nu sat til 5 procent. I hver af føderationens enheder er der også folkevalgte organer, og der kan afholdes lokale folkeafstemninger.

En række ordninger er indført for kommunikation mellem myndigheder og civilsamfund i vid forstand. Centralt står her Samfundskammeret på føderalt og regionalt niveau samt samfundsrådene knyttet til alle ministerier og statslige forvaltningsorganer. Det regerende parti Forenet Rusland indgår ligeledes i en frontorganisation – Den Alrussiske Folkefront – for at udvide sit grundlag for konsultation med civilsamfunnet og andre politiske grupperinger.

Før Ukraine-konflikten bestod Den Russiske Føderation af 83 føderationssubjekter: 22 republikker, 4 autonome områder, 1 autonomt amt, 9 distrikter eller territorier, 44 almindelige amter og de føderale byer (som udgør egne føderationssubjekter) Moskva og Sankt Petersborg. Den russiske indlemmelse af de ukrainske områder Republikken Krim og byen Sevastopol samt regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja i 2022 som nye føderationssubjekter anses ikke for lovlige af det internationale samfund og anerkendes kun af ganske få andre lande.

Føderationssubjekterne styres af folkevalgte præsidenter eller guvernører. Det er hos dem, den regionale politiske magt ligger, og de er tæt knyttet til præsidentadministrationen.

Førhen kunne regionerne delvis selv bestemme, hvor høje skatter de kunne opkræve på olie, gas og anden industri. Dette system er der i praksis ikke noget tilbage af længere. Men regionerne beholder 30 procent af indtægtsskatten og 23 procent af udbytteskatten. Regioner og byer kan fastsætte satser for transportskat og ejendomsskat.

Der er et system for overførsel mellem såkaldte giverregioner og subsidieregioner, på russisk donornyje og dotatsionnyje. Det er kun et fåtal af regionerne, som ikke modtager overførsler.

Inddelingen i føderationssubjekter følger to principper: ét baseret på nationaliteter (etniske grupper) og ét geografisk/administrativt. Af de 83 (89 ifølge Rusland) føderationssubjekter er 27 etnisk definerede, uden at dette nødvendigvis betyder, at den navngivende etniske gruppe er i flertal. Fx har Den karelske republik kun 7 procent etniske karelere.

Grundlaget for den etnisk baserede opdeling blev lagt i sovjetperioden (1922-1991), da forfatningen tildelte de nationale minoriteter en selvstændig status knyttet til et bestemt territorium. Områder med større koncentrationer af nationale minoriteter fik status som såkaldt autonome republikker inden for unionsrepublikkerne. De allerfleste lå inden for den Russiske Sovjetiske Føderative Socialistiske Republik – RSFSR, forgængeren for Den Russiske Føderation.

Disse autonome sovjetiske socialistiske republikker, forkortet ASSR, fik nationale attributter som eget flag, parlament og brug af titulærnationens sprog i forvaltningen ved siden af russisk. Områder til mindre etniske minoriteter fik status som autonome områder, eller kredse (okruga) inden for de ordinære amter og territorier. Man havde også kategorien autonomt amt,som betegnede en lille nationalt defineret enhed, der ikke havde status som republik, men som heller ikke indgik i en anden enhed.

I løbet af sovjetperioden blev der foretaget en række ændringer i de forskellige områders status. Nogle af de nationale minoriteter fik deres status reduceret, mens andre blev opgraderet. Størstedelen af Ruslands areal og befolkning indgik alligevel i amter, oblasti, eller distrikter (territorier), kraja (store landområder i Sibirien, Russisk Fjernøsten og det sydlige Rusland). Dette var geografisk definerede enheder, som byggede videre på de russiske guvernementer og provinser fra før revolutionen. Denne komplicerede føderative opbygning havde dog begrænset reel betydning i sovjetperioden, fordi staten i virkeligheden var stærkt centraliseret gennem kommunistpartiets altdominerende rolle.

Med opløsningen af Sovjetunionen i 1991 og afviklingen af kommunistpartiet stod den nye russiske stat med en modsætningsfyldt opbygning. Rettighederne til føderationssubjekterne blev først søgt defineret gennem Føderationsaftalen fra marts 1992 og i den nye konstitutionen fra december 1993. Her fik republikkerne de mest vidtgående rettigheder, fx retten til at have sin egen forfatning. Samtidig blev der indgået en række bilaterale aftaler mellem myndighederne i Moskva og de forskellige føderationssubjekter, hvor rettigheder og betingelser i lige så høj grad defineres på grundlag af økonomisk tyngde som på grundlag af formel konstitutionel status.

Mellem 1994 og 1998 blev der indgået selvstændige, midlertidige aftaler med 42 føderationssubjekter, som fik særlige ordninger med udvidet selvstyre. Den mest omfattende aftale blev indgået med republikken Tatarstan i 1994. Denne republik har en meget høj andel af titulærnationaliteten (tatarer), nemlig cirka 50 procent, og er samtidig højt økonomisk udviklet og industrialiseret. Der var imidlertid utilfredshed blandt store, højt industrialiserede og økonomisk udviklede amter, som havde vanskeligt ved at acceptere, at små, økonomisk svage republikker skulle have større regionalt selvstyre.

Graden af selvstyre varierede mellem de 42 føderationssubjekter, som havde særlige aftaler, hvorfor systemet kunne karakteriseres som asymmetrisk føderalisme. Aftalerne blev ikke videreført, efter at Vladimir Putin tog over som præsident i år 2000. I stedet er flere og flere dele af regionernes selvstyre forsvundet. Tendensen har været, at statusforskellene mellem føderationssubjekterne udjævnes. Et andet problem har været, at de autonome områder fik status som føderationssubjekter på linje med de amter, som de samtidig også er en del af. Dette har ført til, at amternes enhed er blevet udsat for pres. Dette er i særlig grad kommet til udtryk, hvorr de autonome områder er ressourcestærke.

I Tjumen-regionen brød de olierige autonome områder Khanty-Mansijsk og Jamal-Nenets langt hen ad vejen med den regionale administration og foretrak direkte forbindelser med Moskva. En tilsvarende udvikling fik man i forholdet mellom Nenetske autonome område og Arkhangelsk-regionen. I de autonome områder er kampen for større regionalt selvstyre kun i mindre grad etnisk motiveret, men snarere udtryk for et ønske om at beholde større dele af skatteindtægterne. De etniske mindretal, som var begrundelsen for oprettelsen af disse områder, udgør som regel kun en lille andel af de lokale befolkninger i dag.

Fra 2003 begyndte en forsigtig omstrukturering af den føderale struktur. De føderale myndigheder gik ind for opløsning af de autonome områder, i tilfælde hvor befolkningen gav sin tilslutning ved en folkeafstemning. Den første sammenslutning fandt sted i 2005 med oprettelsen af Perm kraj, en fusion av Permregionen og Komi-permjakernes autonome område. Endnu tre autonome områder er nu opløst, og der er planen om yderligere fusioner. Nok en region, Kamtjatka, har ændret status til distrikt – kraj.

I år 2000 indførte den nytiltrådte præsident Vladimir Putin en ny type administrativ enhed, såkaldt føderale kredse, på russisk federalnyje okrugi. Disse otte "superregioner" ledes af en repræsentant for præsidenten. De fungerer som et mellemled mellem Moskva og føderationssubjekterne og koordinerer til en vis grad de føderale myndigheders aktiviteter på tværs af føderationssubjekterne. Oprettelsen af de føderale kredse blev betragtet som et led i Putins forsøg for at centralisere magten i Rusland. De føderale kredse indgår ikke i Ruslands forfatning.

Omlægningen af retsvæsenet har været omfattende det postsovjetiske Rusland. Et helt nyt lovsystem er blevet opbygget siden 1990. Domstolene skal nu være uafhængige. Dommere kan ikke afsættes. Retsmøder er offentlige, og juryer kan anvendes. Ingen kan dømmes i straffesager uden selv at være til stede.

Rusland har en selvstændig forfatningsdomstol, som vurderer, om lovene er i overensstemmelse med forfatningen, og som afsiger kendelser i tvister om jurisdiktion mellem de forskellige offentlige organer. Der er også en selvstændig øverste arbitragedomstol, som afgør tvister i økonomiske og andre sager. Højesteret er generelt den øverste domstol og har også tilsynsansvar inden for straffe- og civilrett.

Der er selvstændige domstole på lokalniveau. Domme afsagt ved disse domstoler kan ankes til domstole på føderationssubjektniveau (republik, amt osv.). Desuden findes der flere steder et system med fredsdommere for mindre forbrydelser med en øvre strafferamme på 3 års fængsel.

Dommere til de tre øverste domstole utnævnes af Forbundsrådet efter forslag fra præsidenten. Dommere ved andre føderale domstoler udnævnes af præsidenten. Påtalemyndigheden udgør et uniformt og centraliseret system. Rigsadvokaten udnævnes af Forbundsrådet på forslag fra præsidenten.

• Rusland
• Ruslands forfatning
• Ruslands regeringsledere
• Ruslands geografi