I forhold til de gamle jordforureninger afløste Jordforureningsloven den tidligere Affaldsdepotlov samt Værditabsloven. Ifølge Jordforureningsloven har regionerne det principielle ansvar for at registrere og fjerne gamle forureninger. Som tidligere beror det på bevillinger, hvornår oprydning gennemføres.
Regionerne er forpligtet til at lægge oplysninger om kortlagte arealer ind i et digitalt, offentligt register.
For de gamle jordforureninger betød Jordforureningsloven flere væsentlige ændringer. Den gamle registrering blev afløst af en forureningskortlægning, der både omfatter ejendomme, som er konstateret forurenet (vidensniveau 2), og ejendomme, som kan være forurenet (vidensniveau 1).
Forureningskortlægning på vidensniveau 1 eller 2 betyder for alle ejendomme, at der ikke må flyttes jord fra ejendommen uden forudgående anmeldelse til kommunen. For boligejendomme og andre ejendomme med følsom anvendelse betyder kortlægningen, at der ikke må igangsættes jordarbejder uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen.
Kommunens afgørelse skal være i overensstemmelse med en udtalelse fra regionen. Hvis en boligejers ejendom registreres som forurenet på vidensniveau 1, kan boligejeren kræve, at regionen inden et år undersøger, om ejendommen også er forurenet.
Det gælder dog ikke for grunde med boliger, som er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje. For disse arealer er regionen myndighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.