rifampicin

Rifampicin bruges som et af de vigtigste antibiotika i behandlingen af tuberkulose (Mycobacterium tubeculosis), hvor det indgår i en kombination af fire stoffer, som gives den første måned efter påvisning af infektionen. Det anvendes også i behandlingen af spedalskhed (Mycobacterium leprae). Desuden anvendes Rifampicin i nogle tilfælde til behandling i kombination med andre antibiotika af alvorlige stafylokokinfektioner, fx hjerteklapbetændelse (endokarditis) og knoglemarvbetændelse (osteomyelitis).

En enkelt mutation i bindingsstedet på RNA-polymerasen kan forårsage, at rifampicin mister sin virkning, hvorfor udvikling af resistens mod rifampicin kan udvikles hurtigt og er et stort problem. Rifampicin gives derfor helst ikke alene, men altid i kombination med andre effektive antibiotika, fx ved behandling af tuberkulose. Sådan en form for kombinationsbehandling kan forhindre resistensudvikling mod de enkelte stoffer i kombinationen.

Ved indtagelse af rifampicin kan der opstå en orange-rød misfarvning af urin, spyt og andre kropsvæsker. Det kan være et problem for patienter med bløde kontaktlinser.

Mere alvorlige bivirkninger er muskelsmerter, kvalme, opkast, diarré, gulsot og influenzalignende symptomer, som skyldes påvirkning af leverfunktionen. Denne skal derfor følges ved længere tids behandling med rifampicin.

Udslæt og kløe kan skyldes allergi over for rifampicin.

Rifampicin indvirker på leverenzymer ved at stimulere det såkaldte cytokrom P450-system, hvis vigtigste funktion er nedbrydning eller metabolisme af en række lægemidler. Det betyder, at samtidig brug af rifampicin svækker effekten af en række andre lægemidler, fx warfarin (hæmning af blodets koagulation), p-piller, antivirale midler, anti-svampemidler og antibakterielle midler.

• prævention
• antibiotika
• tuberkulose