En kolonibestyrer var den øverste købmand i de grønlandske kolonidistrikter fra instruksen af 1782 til administrationsreformen i 1950.

Hvert kolonidistrikt bestod af selve kolonien og normalt en håndfuld udsteder med mindre handelsinfrastruktur og en række bopladser uden handel. I nogle få kolonidistrikter fandtes anlæg, som var større end udstederne, men alligevel hørte ind under en koloni.

Kolonibestyrerne var normalt danskere (og i den tidligste fase nordmænd), men nogle enkelte stammede fra blandingsfamilier med grønlandske mødre. I 1900-tallet blev det mere almindeligt, at kolonibestyrerne havde grønlandsk familiær baggrund og/eller var vokset op i landet.

Kolonibestyreren var ansat af Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) og ansvarlig for driften af kolonihandlen i sit kolonidistrikt. Kolonibestyrerne var selv underordnet de to grønlandske inspektører. Under dem sorterede de forskellige udstedsbestyrere og de øvrige handelsansatte.

En handelskarriere startede almindeligvis med en ansættelse som volontør, en forfremmelse til handelsassistent og herefter til kolonibestyrer. Hvis der fandtes et anlæg, var det handelsassistenten, der ledte det. Mange kolonibestyrere blev i perioder konstitueret som inspektør, fordi denne var død eller rejst til Danmark med permission. Nogle blev efterfølgende fastansat som inspektør.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig