ebolavirus

Der findes andre filovirus i samme virusfamilie som ebolavirus, der også forårsager blødningsfeber hos mennesker, dog med lidt forskellig dødelighed. På baggrund af deres genetiske opbygning, genetiske slægtskab, egenskaber og geografi kan de deles i fire forskellige RNA-virus; sudanvirus, bundibugyovirus, Taï Forest-virus og restonvirus.

• Sudanvirus blev opdaget næsten samtidigt med ebolavirus i 1976 i Gbudwe State i Sydsudan. 151 af 284 syge døde. Der har været flere udbrud siden.

• Taï Forest-virus blev opdaget i 1994 hos en syg og død chimpanse fra en flok, der blev undersøgt i Taï National Park i den vestlige del af Elfenbenskysten. Den schweiziske etnolog, der udførte obduktionen af chimpansen blev smittet og syg med influenzalignende febersygdom, men kom sig.

• Restonvirus blev opdaget i 1989 blandt flere krabbespisende makak-aber i en bygning med forsøgsaber i byen Reston i Virginia, USA. Aberne ankom fra Filippinerne og blev syge med blødningsfeber. Nogle af dyrepasserne blev smittet, men ikke syge, da virus viste sig kun at være sygdomsfremkaldende i aber. Aberne blev transporteret ca. 60 km igennem Washington D.C. bag i en bil til den amerikanske hærs viruslaboratorium, USAMRIID. Hændelsen blev beskrevet i bøger og blev til filmen Outbreak med Dustin Hoffman i hovedrollen. Restonvirus er vidt udbredt i Asien, især blandt grise og nogle flagermus.

• Bundibugyovirus blev opdaget og navngivet i Bundibugyo District i Uganda under det første erkendte udbrud, der varede fra 2007 til 2008. Her døde 37 ud af mindst 149. Smittekilden blev ikke identificeret. Der kom et udbrud mere i 2012 i Orientale-provinsen i Demokratiske Republic of Congo, det tidligere Zaire. Her døde 34 ud af 62 tilfælde, og smittekilden blev ikke identificeret. I maj 2026 skete et større og hurtigtvoksende udbrud af Bundibugyovirus i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda.

Det er vist, at ebolavirus er i stand til at kunne være til stede i ca. 6-9 måneder i såkaldte immunpriviligerede områder, hvor immunsystemet ikke kan komme til, fx i øjne, i hjernen og i sæd. Der er således set eksempler på smitte gennem sæd ved seksuel kontakt i længere tid og der er set genopblussen af alvorlig ebolasygdom (blødningsfeber og hjernebetændelse) 7-9 måneder efter tilsyneladende helbredelse fra ebolavirus, der persisterede i længere tid skjult i hjernen eller inde i øjet.

Tiden fra smitte til symptomer (inkubationstiden) er ca. 10 dage, men kan variere og være mellem 2 og 21 dage. En person er ikke smitsom i inkubationsperioden, men kan smitte andre, så snart symptomerne er begyndt.

I 2013 opstod helt atypisk verdens største udbrud af ebola, som for første gang involverede Vestafrika og storbyer. Man regner med, at flagermus, der var inficerede med ebolavirus fra deres normale habitat i den centrale del af Afrika, pludselig havde spredt sig til nye lokalisationer.

I december 2013 opstod et sygdomsudbrud i Guéckédou syd i Guinea Conacry. Udbruddet skyldtes, at en fireårig dreng blev smittet med ebolavirus, formentlig ved at spise flagermus. Drengen blev syg den 6. december 2013 og smittede familiemedlemmer og personale på et hospital. Personalet blev syge og smittede deres familier, som smittede videre. Sygdommen bredte sig, som en enkel smittekæde, der kunne spores tilbage til drengen, videre fra Guinea til nabolandene Liberia og Sierra Leone og især de tre landes tætbefolkede hovedstæder. Der blev desuden rapporteret om et begrænset antal tilfælde spredt til Nigeria og Senegal. Nogle tilfælde blev også importeret til Europa og USA i forbindelse med, at syge europæere og amerikanere blev evakueret fra de afrikanske områder. Der kom ingen ebolasmittede til Danmark.

I august 2014 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udbruddet af ebolavirus for en trussel mod folkesundheden af international betydning (public health emergency of international concern). Da WHO ophævede dette den 29. marts 2016, havde det været totalt 28.616 rapporterede tilfælde i Guinea, Liberia og Sierra Leone, og 11.310 af disse patienter døde. Udbruddet havde haft alvorlige medicinske aspekter med en usædvanlig høj dødelighed og store humanitære og økonomiske konsekvenser.

En stor del af smitten under ebolaudbruddet skyldtes begravelsesceremonier, hvor der tradition for at vaske og kysse den afdøde, hvorved pårørende blev smittet. Der er desuden tradition for at transportere liget tilbage til det område, hvor den afdøde var født, og denne transport foregik sommetider i deletaxier. Derudover blev personer, som man formodede var smittede, transporteret i grupper i ambulancevarevogne til et diagnostisk behandlingscenter ofte mange timers kørsel væk. De, der ikke havde ebola inden transporten, havde det ofte efter transporten.

I august 2018 opstod et større udbrud af ebolavirus i Den Demokratiske Republik Congo i et område plaget af borgerkrig, hvilket besværliggjorde hjælpeaktioner. Dette udbrud varede i 22 måneder og blev det værste i Congos historie med over 3.470 tilfælde og 2.287 døde. Den nye ebolavirusvaccine blev givet til over 125.000 læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

I september 2022 opstod et større filovirusudbrud, denne gang med Sudanvirus i Uganda. Den godkendte virksomme ebolavirusvaccine var dog kun specifik for ebolavirus Zaire-typen og kunne ikke kryds-beskytte mod Sudanvirus.

I maj 2026 blev WHO opmærksom på et større og hurtigtvoksende udbrud af den sjældne og meget dødelige bundibugyovirus i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda. Forekomsten i de smittede områder var høj, fx testede 8 ud af 13 personer positivt i de områder, og dødeligheden var kendt som 30-55 %. Den store udbredelse og forekomst og spredning tyder på, at udbruddet havde stået på i længere tid uden at blive opdaget.

Den 16. maj, efter at 80 personer var døde under udbruddet, heraf fire sundhedsarbejdere, og uden at der var en specifik vaccine eller behandling, erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udbruddet for en trussel mod folkesundheden af international betydning, hvilket har stor betydning lokalt i regionen. Der er dog ingen kriterier opfyldt for fx en pandemitrussel, og sygdommen smitter tilsyneladende kun, når personen er syg med synlige symptomer og ikke i inkubationstiden.

Som under det store udbrud af zairevirus i 2012-2014 kan det ikke udelukkes at enkelte rejsende fra de smitteramte områder kan rejse fx til Europa og udvikle sygdommen der, men med hurtig diagnostik, smitteopsporing og isolation vil sådanne enkelttilfælde hurtigt komme under kontrol.

Ved behandling af ebolapatienter på intensivafdelinger på hospitaler i Tyskland fandt man, at ebolapatienter let mister 10-13 liter væske i døgnet over flere døgn, ligesom patienter med kolera gør.

Der er i dag ingen behandling mod ebolavirusinfektion, men en række lægemidler er under afprøvning. Et lægemiddel med navnet ZMapp, der består af tre antistoffer, der binder sig til ebolavirusset, viste lovende resultater i forsøg på ebolasmittede aber og blev forsøgt på ebolapatienter under ebolaudbruddet i 2013-2016. Patientgruppen, der fik ZMapp sammen med behandling for symptomer, havde lavere dødelighed, men det var ikke muligt at konkludere sikkert, om lægemidlet havde reel effekt eller ej. Der forskes i flere typer antistoffer og antivirale lægemidler.

Under den store ebolaepidemi blev der forsket intensivt i en ebolavaccine. Ved et stort internationalt samarbejde mellem vaccinefirmaet MERCK, forskere fra forskellige institutioner og en lang række private og offentlige organisationer og fonde lykkedes det på under et år, at udvikle en virksom og sikker forebyggende vaccine, som nåede at blive afprøvet i flere lande og er siden godkendt som rutine ebolavaccine.

Vaccinen er en levende, svækket virus-vektor-vaccine, hvor en vesikulært stomatitis-virus fra heste, der er en ufarlig virus for mennesker, er blevet ændret ved gensplejsning (kloning), ved at sætte et gen fra ebolavirus' overflades glykoprotein ind i den. Vaccinen beskytter kun mod ebolavirus og krydsbeskytter ikke mod sygdom fra andre filovirus fx sudanvirus.

Under afprøvelsen af den nyudviklede vaccine blev teknikken ringvaccination anvende. Ringvaccination er en teknik, der også blev anvendt i udryddelsen af sygdommen kopper. Princippet er, hurtigt at vaccinere alle de personer, der har været udsat for smitte af en syg. Fordi inkubationstiden af ebola er så relativt lang, kan det ofte nås at vaccinerer efter udsættelsen for smitte, så sygdom forebygges eller mildnes.

For at øge effektiviteten ved ringvaccinationerne mod ebola blev også kontakters kontakter vaccineret, hvilket øgede effektiviteten af vaccinationsprogrammet uden, at det var nødvendigt at vaccinere i store geografiske områder, lande eller befolkninger. Hver ring i ringvaccinationerne omfattede cirka 80 personer.