Ebolavirus er en virus, der typisk forekommer i Afrika omkring ækvator. Den findes naturligt hos flagermus, som kan sprede smitte blandt mennesker, der ikke er immune. Smitte fra flagermus kan fx ske via ekskrementer på frugt til andre dyr som små antiloper og aber eller mennesker. Smitte kan også ske ved spisning af inficerede flagermus eller inficeret kød fra vilde dyr (bushmeat), der ikke er gennemstegt. Syge kan smitte andre mennesker ved tæt, direkte kontakt med blod og andre vævsvæsker. Tiden fra smitte til symptomer (inkubationstiden) er cirka 10 dage.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ebolavirus har navn efter en lille biflod, Ebola, i den nordlige del af Congofloden.
Ebolavirus kan forårsage en sjælden, men alvorlig dødelig sygdom, hvor det kan bløde fra huden og andre steder af kroppen. Der er ingen behandling, der dræber ebolavirus, men der er udviklet vacciner, som kan forebygge eller mildne sygdom ved smitte med en særlig type af ebolavirus, der kaldes zairevirus. Vaccinen krydsbeskytter dog ikke mod andre typer af ebolavirus som sudanvirus og bundibugyovirus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.