Autovaccine er en vaccine, der er fremstillet af opformerede bakterier eller virus fra en patient eller et sygt dyr. Formålet med autovaccination er at vaccinere andre udsatte dyr eller mennesker med de opformerede og derefter dræbte bakterier i et forsøg på at begrænse smittespredning og sygdom. Der anvendes kun dræbte, bakterielle autovacciner i Danmark. Virkningen af autovacciner er tvivlsom og bruges meget sjældent til mennesker.

Autovacciner i Danmark

I Danmark er autovacciner mod virus ikke tilladt, men disse anvendes til dyr i flere andre europæiske lande. I Danmark anvendes derimod autovacciner mod bakterier i stor stil til produktionsdyr som grise og fjerkræ og fisk, hvis ikke der findes relevante godkendte kommercielle vacciner.

Produktion

Bakterien isoleres og rendyrkes af fx Statens Serum Institut i Danmark og fremstilles derfra af et godkendt firma, som opformerer og dræber bakterierne. Vaccinen testes for sterilitet, men leveres i øvrigt uden garanti for effekt eller bivirkninger.

Anvendelse

Ofte anvendes autovacciner mod bakterieinfektioner med almindelige forekommende bakterier, men som har medført alvorlig invasiv sygdom hos spæde og unge dyr i en besætning, fx lungebetændelse (pneumoni). Den specifikke autovaccinen må kun anvendes i samme besætning. Ansvaret for anvendelsen påhviler den pågældende besætnings dyrlæge i samråd med besætningsejeren.

Effekten af autovacciner

Autovacciner mod sygdomsfremkaldende bakterier bliver ikke afprøvet for effekt, men landmænd og dyrlæger angiver, at vaccinerne har god effekt, og vaccinerne anses for et vigtigt redskab for at reducere forbruget af antibiotika i landbruget.

Eksempler på bakterielle autovacciner til produktionsdyr

  • Grise vaccines fx mod: Staphylococcus hyicus, Streptococcus dysgalactiae equisimilis, Streptococcus suis, Haemophilus parasuis, septikæmiske E.coli
  • Høns mod: E.coli
  • Kalkuner mod: Ornithobacterium rhinotracheale, Bordetella hinzii

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig