Calabrien

Calabrien rummer den sydligste del af bjergkædesystemet Appenninerne. Under en tiendedel af arealet er lavland; skov med fyr, bøg og kastanje dækker en fjerdedel, og knap halvdelen ligger over 500 m. Det højeste punkt er Monte Pollino (2248 m) i nord på grænsen til naboregionen Basilicata. Silabjergene når op i en højde å 1929 m, og Aspromonte helt mod syd 1955 m. Bjergene består overvejende af krystallinske bjergarter og er omgivet af lerede sedimenter, der er stærkt hærget af erosion. Calabrien hjemsøges hyppigt af jordskælv. Klimaet er mediterrant i lavlandet, mens det er tempereret i bjergene, hvor nedbøren er rigelig.

Floderne er korte med voldsom vandføring under vinterregnen og er derfor vanskelige at udnytte til vanding og elproduktion; kun de største floder, den ca. 60 km lange Crati og Netofloden, udnyttes til vandkraft. Langs den nordlige del af østkysten udvindes naturgas.

Naturforholdene vanskeliggør landbrug. Dette er overvejende ekstensivt (græsning, korn), men oliven, citrusfrugter og grøntsager udgør hovedparten af produktionen. Industrien er præget af små virksomheder og beskæftiger kun knap 20% af arbejdsstyrken. En vigtig forbindelse med omverdenen er forlængelsen af motorvejen Autostrada del Sole fra Napoli til Reggio di Calabria ved Messinastrædet med regionens eneste betydelige havn.

Calabrien er den økonomisk svageste region i Italien; produktionen pr. indbygger er kun lidt over halvdelen af landsgennemsnittet, og regionen er økonomisk underudviklet med høj arbejdsløshed. Egnen har i mere end 100 år været præget af afvandring. Underudviklingen er et resultat af fejlslagen økonomisk politik og planlægning i hele Syditalien, Mezzogiorno.

I antikken var Calabrien identisk med Italiens østlige halvø ("hælen"). Den var beboet af to italiske folkestammer, messapier og sallentinere, der fra omkring 500 f.v.t. lå i strid med den nærliggende græske koloni Tarent for at bremse den græske kolonisering i området, som var begyndt 200 år tidligere. Efter flere felttog erobredes halvøen af romerne omkring 270 f.v.t. I senantikken omfattede Calabrien også Bruttium, Italiens "tå", men da longobarderne i ca. 670 e.v.t. erobrede "hælen", kom Calabrien til alene at betegne det tidligere Bruttium.

I Calabrien skabtes en rig klosterkultur under ostrogoterne, bl.a. i Vivarium under Cassiodorus. Efter at have været besat af byzantinere, longobarder og saracenske sørøvere blev området erobret af normannerne, som beherskede det i perioden 1059-1198; Calabrien tilhørte i årene 1214-1266 Det Tysk-romerske Kejserrige. I den følgende tid kæmpede herskere fra det spanske fyrstehus Aragonien og det franske Anjou om landet og udsugede det med skatter og afgifter.

Kampene mellem franskmænd og spaniere fortsatte op til Napoleonstiden. Udbredt nød fik befolkningen til at støtte Carboneriabevægelsen; bondeoprør og bandekrige fulgte, dog med en afbrydelse under Giuseppe Garibaldi.

En langsom modernisering af landskabet skete i perioden op til 2. Verdenskrig. Til trods for storslåede planer og økonomisk bistand til det underudviklede område er det forblevet fattigt og forsømt. Fåre-, gede- og olivenavl har fra gammel tid været vigtig, og nye afgrøder (figner og kastanjer) samt oprettelsen af en kemisk industri har fået øget økonomisk betydning. Den lokale mafia, n'drangheta, har plaget området med kidnapning og terror og hæmmet moderniseringen.

• Reggio di Calabria
• Messinastrædet
• Mezzogiorno
• Italiens regioner