Artiklen

Alle ændringer

Dansk Vandrelaug

Vers. 7
Denne version blev publiceret af Ida Elisabeth Mørch 8. april 2024. Artiklen blev ændret 13 tegn fra forrige version.

Dansk Vandrelaug, DVL, er en dansk landsorganisation, stiftet i 1930 med bl.a. det formål at give medlemmerne, navnlig ungdommen, tilbud om aktiviteter inden for rammerne af et alsidigt foreningsliv og at fremme en ansvarlig brug af naturen og interessen for friluftsprægede ture og rejser såvel i Danmark som i udlandet.

Foreningen, som bl.a. blev til på initiativ af den dengang nystiftede vandrerhjemsorganisation Herbergs-Ringen (nu Danhostel), arrangerer på årsbasis via sine 21 lokalforeninger ca. 2.500 ture af forskellig varighed, som regel til fods, men også på cykel, på ski og med kano. DVL udgiver tidsskriftet VandreLiv fire gange årligt (kun digitalt). Medlemstallet er ca. 10.000 (2024).